EFFEKTIVITET OG NØJAGTIGHED

NYSKABENDE BYGGERI MED PRÆFABRIKEREDE KLINKEFACADER

Byggeriet er designet af Over Byen Arkitekter og udviklet af Danica Ejendomme med Nordstern som totalentreprenør. CRH Concrete spiller en afgørende rolle i realiseringen af Elmeholmen, da vi leverer og monterer præfabrikerede elementer til hele projektet, som er præcertificeret til DGNB Guld og skal opnå Svanemærket.

Sluseholmen i København er i færd med at blive omdannet til en kanalby efter hollandsk model, hvor bygninger med karakteristiske facader er omkranset af kanaler. Her er byggeriet Karré P2 – Elmeholmen– også i fuld gang. Karré P2 er en karrebebyggelse med en gård i midten og med kanaler på tre sider. CRH Concrete har tidligere leveret elementer til dele af andre byggerier på Sluseholmen.

UNIKT BYGGERI I SÆRLIGT OMRÅDE

Elmeholmen er placeret ved det, der kaldes Fordgraven, fordi Ford indtil midt i 1960’erne havde en fabrik her. ”Det er en af de bedste beliggenheder på Sluseholmen,” fortæller Søren Lengsholm, projektdirektør hos Nordstern.

Derfor har bygherre og arkitekt da også sigtet mod at skabe noget, der skiller sig ud fra de andre karrébyggerier i området, ved at anvende facadeklinker i 8 forskellige farver. De klinkebeklædte facader giver Elmeholmen et unikt og varieret udtryk, som er anderledes end de andre byggerier i området, der er beklædt med teglsten.

Niels Erik Panek, projektleder hos CRH Concrete, fortæller, at klinkerne er designet til at skabe unikke visuelle mønstre og bølger i facaden.

”Det er 40 eller 50 centimeter høje betonklinker, som vi monterer. De er cirka 70 millimeter brede og står på højkant og har en speciel buet form, der giver et markant udtryk til bygningen,” siger Niels Erik Panek.

Det er første gang, at CRH Concrete leverer elementer med præmonterede klinker til et projekt af denne størrelse. Det unikke designelement er særligt udfordrende at fremstille og montere, da det kræver nøjagtighed i hver eneste fase af produktion og montage.

“Nogle steder starter vi med hvide klinker fra kælderniveau, det vil sige under vandoverfladen, og de går så op til stueetagen. Fra førstesalen og op får hver opgang derefter sin egen farve,” forklarer Niels Erik Panek. ”Her skal vi virkelig være nøjagtige og udføre præcisionsarbejde. For man kan godt støbe elementet korrekt, men hvis der kommer en forkert farve klinke på, er det meget tydeligt på bygningen.”

PRÆFABRIKERING SIKRER EFFEKTIVITET OG NØJAGTIGHED

En anden årsag til, at præfabrikering var den bedste løsning, er forholdene på byggepladsen. Der er begrænset plads til murstilladser, hejs og platforme grundet de fremtidige kanaler rundt om byggeriet på tre sider. Her er præmonteringen med til at forenkle både logistikken, vareleveringen og montagen.

”Vi kunne ikke stå på et stillads på byggepladsen og lime teglklinker på den grå beton,” forklarer Søren Lengsholm. ”Så derfor lavede vi denne aftale med CRH Concrete, hvor de indkøber klinkerne fra leverandøren og limer dem på facadeelementerne på deres fabrik. Det gør nogle ting lettere i forhold til logistik og varelevering.” Søren Lengsholm fortæller, at den præfabrikerede tilgang reducerer arbejdet på byggepladsen betydeligt.

VINDUER OG DØRE MONTERES PÅ FABRIK

Det er ikke kun klinkerne, der præmonteres. Også døre og vinduer monteres på fabrikken og ikke på byggepladsen i det omfang, at det giver mening.

”Det betyder også, at når CRH er færdig med at montere elementerne, har vi et isoleret hus, som vi kan begynde at varme op. Dermed kan vi gå i gang med det indvendige byggeri forholdsvis hurtigt efter montagen,” siger Søren Lengsholm.

Effektiviteten ved at anvende præfabrikerede elementer er da også afgørende for byggeriet. Niels Erik Panek fremhæver, hvordan denne tilgang bidrager til den overordnede konstruktionskvalitet: “Hvert element produceres under kontrollerede forhold, hvilket sikrer høj præcision og reducerer risikoen for fejl betydeligt.”

Montagen af samtlige betonelementer stiller også logistiske krav til CRH Concrete. “Vi anvender to uafhængige montagekraner, der arbejder på forskellige dele af byggepladsen for at optimere processen og undgå logistiske udfordringer,” forklarer Niels Erik Panek.

Byggeriet af Elmeholmen skrider planmæssigt frem. Med kælderen og stueetagen færdigbygget og 1. sal under opførsel, forventes det omfattende betonelementprojekt at stå færdigt i starten af 2025.