Lyngby Hovedgade

Et anderledes kombineret butiks- og boligbyggeri på Lyngby Hovedgade i København. Her kombineres flere forskellige facadeoverflader i en varieret arkitektur, som Arkitema står bag. I stueplan er der en skalmuret facade, sat uden på de dobbelthøje elementer, der danner facaden til butikkerne i underetagen. Dernæst murstensfacadeelementer og øverst oppe en etage med aluminium påmonteret facadeelementet. Det indvendige gårdmiljø over butikkerne i underetagen har glatte hvide facadeelementer – som hvide bånd i bygningens facade adskilt af murstensfacadeelementer i samme mursten som sandwichelementerne, som vender ud til gaden.

Det har krævet et godt håndelag på fabrikken, hvor murstenene deles, og begge sider af teglstenen kommer således i anvendelse, da man udnytter hele stenen. Stenene er aldrig helt ens, og derfor har der været tale om lidt af et puslespil, men resultatet af fordelingen af nuancerne i stenene er blevet flot.

Projektet omfatter 14.600 kvm, som skal indeholde en parkeringskælder under terræn, detailhandel i form af Føtex og Netto i gadeplan og på 1. – 4. sal etableres 160 ungdomsboliger. Derudover bliver en del af taget på supermarkederne omdannet til grønne arealer, som beboerne i de mange nye ungdomsboliger får adgang til.

Størrelse:
14.600 m2 - 160 ungdomsboliger
Årstal:
2021
Arkitekt:
Arkitema
Bygherre:
Nordstern
Ingeniør:
Oluf Jørgensen
Placering:
København