SAMARBEJDE PÅ TVÆRS

UDVIDELSE AF GARDERKASERNEN I HØVELTE

På Garderkasernen i Høvelte nord for København er man i gang med en omfattende udvidelse. Med udvidelsen, der består af tre nye bygninger, som tilsammen udgør 7.400 m², ønsker Forsvaret at forbedre faciliteterne både for mandskab og materiel.

LM Byg er hovedentreprenør på projektet, og det er virksomhedens første entreprenøropgave for Forsvaret. CRH Concrete har ansvaret for levering og montering af en stor del af bygningselementerne. Stig Moes Kristensen, senior projektchef hos LM Byg, fortæller, at projektet passer ind i en større kontekst for Forsvaret:

– Det er den femte kaserne, hvor Forsvaret udfører modernisering af hærens mandskabs- og materielfaciliteter. Initiativet kaldes også for MHMM fase 2, og dette byggeri er det største projekt i MHMM fase 2.

DE NYE BYGNINGER OG DERES FUNKTION

De tre nye bygninger ved Garderkasernen, nummereret som 307, 308 og 309, er designet med specifikke funktioner for øje.

– Det er enkeltstående bygninger med forskellige formål, fortæller Stig Moes Kristensen. Og fortsætter: Bygningerne skal primært bruges til materielopbevaring, men indeholder også faciliteter for mandskabet, der håndterer kampvogne og står for vedligehold af materiel og garage.

Bygning 307 er den største og rummer en standardgarage på én etage samt tre yderligere etager, der huser bl.a. briefingrum, omklædningsrum med badefaciliteter og teknikrum, i alt ca. 3.400 m². Bygning 308, på 2.000 m², kombinerer ligeledes en standardgarage med yderligere etager til kontorarbejdspladser og tekniske faciliteter. Endelig indeholder Bygning 309, som også er på 2.000 m², værkstedsfaciliteter med lifte og kraner samt to etager med mandskabsrum.

SAMARBEJDE MED SVENSK SØSTERSELSKAB

CRH Concrete har bidraget til udvidelsen af Garderkasernen ved at levere og montere ca. 4.900 ton betonelementer, som omfatter vægge, bjælker, trapper, facader samt huldæk og massive dæk. Facaderne består af fritlagte, mørke granitsten, og som noget specielt for dette byggeri har CRH Concrete fået leveret granitfacaderne fra søsterselskabet UBAB i Sverige.

– Dette valg traf vi dels på baggrund af nogle logistiske overvejelser, dels for at prøve af, hvad vi kan udrette sammen på tværs af grænserne. Det giver store muligheder at have så mange forskel-lige søsterselskaber at arbejde sammen med, fortæller Rie Frigaard Christensen, projektleder hos CRH Concrete.

– UBAB ligger ca. 100 km øst for Göteborg, og det er transportmæssigt cirka samme afstand, som hvis elementerne skulle leveres fra CRH Concretes fabrik i Jylland. Hun uddyber: – Vores team i Esbjerg, bestående af tegnere og statikere, stod for det tekniske design af facaderne og har haft det primære samarbejde med fabrikken i UBAB. Dog har flere af vores afdelinger rundt i Danmark være involveret i projekteringen. Vi har også selv stået for montagen af de leverede elementer. Alle afkald på elementer foretages via vores eget logistikcenter, lige som hvis elementerne var blevet leveret fra Danmark.

Arbejdet på projektet fortsætter året ud.

– Vi startede på pladsen i januar 2023 og skal aflevere de enkelte bygninger successivt hen over efteråret frem til udgangen af 2024, slutter Stig Moes Kristensen.

GARDERKASERNEN HØVELTE

_____________________________________________________

Bygherre: Forsvarets Ejendomsstyrelse
Arkitekt: Rørbæk og Møller Arkitekter
Ingeniører: Ingeniør’ne
Hovedentreprenør: LM Byg

_____________________________________________________

 

MERE INFORMATION

EPD for betonelementer

PRODUKT OG PROJEKT EPD

Download vores produkt og projekt EPD’er her:
Download EPD’er

ELEMENTET #20-2024

Download seneste version af ELEMENTET.
Download ELEMENTET

CO2-GRÆNSEVÆRDI PÅ 6,55

Læs hvordan det var muligt på Søkvarteret, Nærheden.
Læs artikel her

CC3-KLASSIFICERET I LETBETON

Udbredt anvendelse af letbeton trods CC3-klassificering.
Læs artikel her